Den fortabte søn vender hjem – men hvordan?

Hvordan re-introducerer man en politiker, som er detroniseret og anklaget for bedrageri?

STEP 1: ET NYT NARRATIV

Morten Messerschmidt har meldt sig klar til at vende tilbage i politik, efter 5 måneders sygemelding. Men når man er anklaget for svindel med EU fondsmidler og fyret fra sit partis ledelse, er det ikke nok blot at dukke op og lade som ingenting. Man skal reintroduceres på den politiske scene. Og man må forvente at skulle forklare sig.

Det ved Morten Messerschmidt naturligvis godt. Og nu har han hyret Erik Bjørn Møller som ny spindoktor. Lige nu er de to med garanti nået ret langt i deres playbook for “rebrandingen” og reintroduktionen af Messerschmidt. Ikke mindst på den danske politiske scene.

Jeg aner intet om hvordan den playbook ser ud, men jeg tør godt forudsige at opgaven med at få Morten Messerschmidt rehabiliteret politisk blandt andet må handle om Messerschmidts relation til svindelanklagerne. Det er helt nødvendigt at der skabes en solid fortælling til pressen og vælgerne, efter anklager om misbrug for millioner i partiet MELD og fonden FELD.

Du kan selv læse alle de pikante detaljer om sagen og anklagerne her. Jeg vil ikke beskæftige mig med hverken sagen eller skyldsspørgsmålet – det aner jeg ikke en brik om. I stedet vil jeg se på hvordan man skaber et nyt narrativ. Hvordan man framer en sag på en stærkere måde.

Hvad er “framing?

Framing handler om den måde som objektive kendsgerninger italesættes på. Det handler altså ikke om at lyve, men om at tale om virkeligheden på en politisk nyttig måde. Det er en helt central del af det som mange kender som “spin”. I dette tilfælde skal Team Messerschmidt begynde at tale om svindelanklagerne på en anden måde end den som pressen p.t. har praktiseret. Morten Messerschmidt skal med andre ord have noget bedre at sige, når pressen spørger til sagen. Han skal overtage historien med sin egen framing.

Den vigtigste opgave: framing af skylden

Men her er det ikke den juridiske skyld der er tale om. Den er overraskende nok ikke så relevant i politik og bestemmes andetsteds. Til gengæld skal den moralske skyld landes ordentligt. Det er nemlig den der peger tilbage på Messerschmidt som person og hans troværdighed fremover.

Groft sagt kan Morten Messerschmidt vælge imellem to måder at håndtere den moralske skyld på:

  1. 1. Han kan påtage sig moralsk skyld, som den angrende. Her erklærer han klart og utvetydigt at han har syndet. Han påtager sig moralsk skyld for at have misbrugt fondsmidler – eventuelt ved at undskylde sig med gruppepres, et svagt øjeblik, eller måske endda stress eller lignende psykologisk formildnende omstændighed. Hovedsagen er at han undskylder helhjertet over for skatteborgerne, parlamentet, sit parti og sin kæreste og ikke mindst vælgerne som har vist ham tillid (ikke et øje tørt). Herefter fremstår han som genfødt, da han offentligt tager afstand fra sit tidligere syndige liv. Denne strategi er risikabel, da der er en mulighed for at omvendelsen ikke bliver “købt” af offentligheden og at han derfor blot fremstår som den store synder. Dette kan især ske, hvis han på et tidspunkt bliver opdaget i noget lignende (og vi ved jo ikke hvad der ligger under gulvtæppet). Men hvis strategien lykkes har den til gengæld den meget store fordel at opposition og offentlighed ikke længere kan angribe de tidligere sager, da han jo har angret dem Ja, jo mere man angriber dem, jo mere kan han komme til at se omvendt ud. Den strategi virkede f.eks. fantastisk for George W. Bush, som under sin valgkamp offentlig erklærede at han havde taget stoffer og deslige som ung, men at han nu var blevet kristen og angrede alt.
  2. 2. Benægte al moralsk skyld, på trods af den åbenlyse juridiske. Her erklærer han at han da formelt set må tage til efterretning at der ikke har været orden i sagerne rent juridisk, men at alle andre f.eks. gjorde det samme eller at det i virkeligheden aldrig var hans ansvar (men at han er så storsindet at han påtager sig det aligevel) hvorfor han jo ikke er skyldig i moralsk forstand. Denne framing handler primært om at skille juridisk og moralsk skyld ad og få reduceret det første til noget teknisk. Risikoen er at det ikke lykkes ham at tørre det moralske ansvar af sig, f.eks. fordi hans forklaringer ikke er gode nok eller fordi vidner pålægger ham moralsk ansvar (f.eks. ved at fortælle at de var blevet placeret i hans bestyrelser, uden at de selv vidste det). Fordelen er at han kan bevare sin kontinuitet og fortsætte med business as usual, frem for at skulle igennem en krævende genforhandling af sin identitet med offentligheden, som en erkendelse af den moralske skyld ville kræve. 

Deny, deny, deny

Vi ved faktisk allerede nu, hvilken type reframing Team Messerschmidt med stor sandsynlighed vil bruge, nemlig nummer 2. Fralæggelse af moralsk ansvar. Erik Bjørn Møller har nemlig allerede været ude med følgende citat:

“Jeg lægger stor vægt på, at Morten Messerschmidt [..] hverken er en svindler eller bedrager, der har beriget sig på skatteborgernes bekostning – selv om man nogle gange kan få det indtryk af mediedækningen. Der har været noget rod i, hvilke kasser der skulle betale – men på bundlinjen har jo stået, at der faktisk er blevet ført politik for pengene,”    

Lad os dissekere det budskab, som med garanti er temmelig velovervejet:

I dette citat fralægges Messerschmidt den moralske skyld i tre trin.

Først introduceres en anden forbrydelse, nemlig at “berige sig på skatteborgernes bekostning” – altså at bedrage for egen vindings skyld, som den egentlige moralske forbrydelse. Og i samme sætning gøres det så klart at Messerschmidt er komplet uskyldig i denne moralske forbrydelse. Så vidt jeg ved har ingen nogensinde anklaget Messerschmidt for at putte penge i egen lomme, men denne stråmand kan bruges til at distancere sig fra den moralske skyld.

Dernæst frames selve bedrageriet, rent teknisk, sådan: “Der har været rod i kasserne”. Dette, ret klassiske, greb flytter ansvaret fra personen Messerschmidt til “nogle kasser der har rodet”. Det er her centralt at der ikke tales om at Messerschmidt har gjort noget, men at noget blot er sket. Subjektet er væk.

Selvom det er meget uoriginalt at tale om “rod i kasserne”, er det en bundsolid framing, da den er emotionelt neutralt. Den ene kasse føles ikke meget anderledes end den anden, vel?  Da det hele bare er “kasser”, så er det vel nærmest kun en pettitesse, om pengene nu er kommet fra den ene eller den anden. Endvidere er det vel næppe en forbrydelse af have lidt rod – det har vi vel alle.

Det som for enhver pris skal undgås her er de farlige indre billeder. Dem som viser DF’s top der drikker hvidvin og spiser lækker mad i korte ærmer ved et dejligt sommerarrangement, som det senere viser sig er solgt som EU oplysning, for at få andre til at betale regningen.

Dette er det mentale billede som for Messerschmidts nye narrativ for enhver pris skal undgå at aktivere hos befolkningen: DF’s ledelse der nyder sommersolen og promoverer deres egne holdninger, for EU borgernes skatte-Euro. Foto: S.Juhl / Creative Commons

Her kommer den nye framing af forbruget af pengene ind. Erik Bjørn Møller fastslår nemlig at der “faktisk er blevet ført politik for pengene”. Og det er faktisk en yderst interessant påstand. Og et ret smukt håndværk. For her bliver de EU midler som ulovligt er gået til at fremme DF’s politik (og vistnok delvist til sejlture og grisefester), nu til penge som er alle blevet brugt “til at føre politik” for. DF politik, ulovligt, nuvel. men det hele var altså politik. Med andre ord er de nu blevet brugt til et ædelt formål og et formål der er større end den enkelte. Hvem kan da være imod at penge bliver brugt til at føre politik for?   

At framingen præsenteres som “på bundlinjen”, forklarer os endda implicit at måden pengene blev brugt på blot er en slags mellemregninger, som man frit kan ignorere, når det endelige regnskab skal gøres op.

Intet moralsk ansvar 

Messerschmidt vælger altså at fralægge sig det moralske ansvar. I hvert fald her i første udspil, som jo også er en prøveballon. Og det er jo stadig muligt at bevæge sig over i den moralsk skyldige position, hvis det viser sig at denne ikke holder (det kan til gengæld være svært at bevæge sig den anden vej igen).

Rent personligt er jeg lidt ked af at Morten Messerschmidt ikke vælger at erkende moralsk skyld og angre. Jeg tror at han kunne angre virkeligt smukt og med stor pathos. Hvis nogen skulle kunne slippe afsted med det, er det ham. Men her står hans ego nok lidt i vejen.

Portræt: Creative Commons af Elgaard